Blog om selvkærlighed

Ordet selvkærlighed er blevet brugt og misbrugt så meget, at jeg godt kan få en dårlig smag i munden, når jeg møder det. ”Because you are worth it…” Er du måske stødt på i reklameverdenen, når nogen vil have dig til at købe noget dyrt, eller noget der skulle få dig til at se smukkere ud (hvilket jo egentlig indikerer, at du ikke er god nok som du er). Det er også et boss word i brancher som personlig udvikling, alternativ behandling og coaching. Forstå mig ret, jeg har ikke noget imod nogen af disse. Faktisk ligger psykologien jo på nogle måder tæt op ad, og jeg er enig i mange af de ting, der bliver skrevet og sagt under den hat. Ordet er bare kommet til at lyde lidt hult, fordi det er blevet en populær salgstrend, og dets betydning er blevet utydelig og skæv.

Bag en populær salgstrend ligger ofte et ægte behov – ellers ville det jo ikke sælge - men det er meget vigtigt at skelne imellem de 2. Fx kender de fleste af os forskellen mellem trøstespisning og trøst.

Selvkærlighed er vigtigt.

Hvis ikke vi lytter til vores egne behov og tager dem alvorligt, udpiner vi vores energi, mister vores power og dræner vores overskud, og hvis vi ikke tør stå ved os selv og vores drømme, gør vi os mindre end vi egentlig er, og får måske ikke bragt det ud i verden, vi kom med.

Men hvad betyder selvkærlighed så, og hvordan udvikler vi den sundt?

Selvkærlighed hænger sammen med spørgsmålet om, hvad der egentlig gør os lykkelige og giver livet mening. Noget grundlæggende har vi alle brug for, men der findes ikke 2 mennesker der er ens, så for at besvare det spørgsmål kræver det, at vi kigger nærmere og går dybere under overfladen. Hvad er vigtigt for dig? Hvad gør dig glad? Hvor holder du dig selv tilbage? Hvor holder du dit lys nede? Hvad ville du gøre – eller ikke gøre - hvis du turde?

Måske kan du tænke på det sådan her: de mennesker du elsker allerhøjest, hvad ønsker du for dem? Sådan helt ind bagved facaden. Er det rigdom, popularitet, beundring? Er det tryghed, nærhed, sundhed? Er det frihed, ubekymrethed, glæde? Kærlighed, trøst? Mange af os kan være bedre til at give vores nærmeste det, vi ikke kan unde os selv. Derfor giver dette spørgsmål en pejling på, hvad du selv ønsker eller savner i dit liv.

Hvad nu hvis jeg påstod, at selvkærlighed – og kærlighed i det hele taget – er en stor del af det, der udvikler os og driver os fremad? For at kunne være hel og føle sig ok med sig selv, må man lære at elske det hele - også de dele vi har svært ved at holde af. Ethvert menneske indeholder alt – i forskellige mængder, kombinationer og udtryk. Hvis du vil elske dig selv helt må det være med det hele. Du kan ikke bare elske de sider, du har lettest ved at holde af, og føle dig hel og elsket. Vi ved det inderst inde, for så er der sider af os selv, vi er bange for at afsløre – eller erkende. Det er der vi bliver bange for andres dom, og for at ingen anden ville kunne elske mig, hvis de kendte mig helt ind bag facaden. Eller vi føler os mindreværd og har brug for andres bekræftelse. Eller vi dømmer det vi ikke selv vil være ved, når vi ser det hos andre.

Somme tider kan vi blive bange for os selv, for noget indeni – et mørke, en vrede, en tristhed, noget ondt eller grimt. At vi vil kunne gøre os selv eller andre ondt. Det mørke man kan føle er intet andet end det, der endnu ikke er kastet lys på.

Vi er nødt til at lære at holde af det hele.

Hvordan lærer vi så at holde af det uelskelige? I hvert fald ikke ved at tro på, at vi er for meget, for lidt, for besværlige, for følsomme, for – (indsæt selv)… Men ved at forstå, at vi er født gode nok. Resten er historie.

For at kunne elske sig selv helt, må man lære at elske ubetinget.

I praksis øver vi os allerede – bevidst eller ubevidst - ved at spejle os i de mennesker og væsener, vi møder udenfor os selv, som vi enten føler os mindre end eller bedre end, - og dem der bringer sider frem i os, som vi har svært ved at være med.

Et eksempel fra min egen verden: Jeg elsker hestene – og at være sammen med dem. Det er klart et af de steder i mit liv, som betyder mest for mig. Jeg har altid vidst det. Den måde mit hjerte bankede i brystet på mig, når jeg så heste løbe frit, eller den måde jeg blev rørt, når jeg så en særlig forbindelse mellem et mennesker og en hest. Samtidig har det også været et af de steder, hvor jeg er blevet mest udfordret igennem årene. Jeg ville så gerne, at det skulle føles som jeg drømte om, og når jeg følte jeg mislykkedes eller spændte ben for mig selv, blev jeg helt knust. Alligevel kunne jeg ikke slippe det, fordi det stod mit hjerte så nært, så hver gang jeg blev væltet omkuld, måtte jeg rejse mig op og prøve igen. Grave lidt dybere i mig selv, finde hjælp eller inspiration, prøve en anden indgang. Over tid har det flyttet mig måske mere end noget andet OG trænet mig i selvaccept og selvkærlighed. Jeg måtte møde de sider af mig selv, jeg havde svært ved at elske, og de sider af mig der trængte til omsorg og heling. Jeg måtte lære at holde af det jeg ikke brød mig om hos mig selv. Jeg måtte lære tålmodighed og rummelighed.

Set på den måde er selvkærlighed en livsrejse. Det er måske det vigtigste projekt, vi kan kaste os ud i, for det giver ægte glæde og kontakt. Det åbner op for tusinder af måder, vi kan øge livsglæde og nærhed på. Når jeg har integreret et aspekt af mig selv, behøver jeg ikke længere undgå det i min ydre verden og mit samspil med andre. Min evne til nærvær i nuet bliver større, og min rummelighed overfor andre vokser i takt med min egen. Mit stressniveau falder, fordi jeg ikke længere behøver kæmpe med det indeni eller udenfor mig selv.

Hestene ved ikke alt dette – tror jeg ikke. Men de læser os forbavsende præcist. Derfor får vi altid hos dem chancen for at se vores eget indre spejlet tilbage. Ikke dømmende eller beskrevet med ord eller labels. Bare som en – "det er det her du udstråler". Når vi erkender en ubalance på indersiden, skifter vores energi og udtryk – så skifter hestenes spejling også. Det er ren magi – og helt ligeud og jordnært.