Hvad er hypnose egentlig?
- Tine Magill

- 18. mar.
- 4 min læsning

Jeg havde en snak med et familiemedlem for nylig. Han var interesseret i hypnose til at afhjælpe et problem, men var i tvivl om, om han turde. ”Kan du så få mig til at sige som en høne eller sådan noget?” spurgte han… Nej.
For mange virker hypnose lidt mystisk eller fremmed, måske fordi vi har set så mange eksempler på TV eller i sociale medier, hvor folk under hypnose oplever mærkelige ting og ikke har kontrol over deres egen adfærd. Det er lidt ærgerligt. Hypnose brugt til show skal jeg ikke gøre mig klog på, men når man bruger det i terapi er det langt mindre mystisk.
Der er lavet mange undersøgelser af, hvad hypnose er og hvad det kan. Nogle beskriver, at man kommer i en slags trance, andre kalder det en mental fokusering. Videnskabeligt set har man i mange år ikke fundet tegn på, at hjernen fungerer grundlæggende anderledes, eller andre dele af den er aktiv under hypnose. Nyere studier viser dog, at hjernebølger faktisk ændrer sig ved hypnose, men på måder som vi kender fra andre hverdagssituationer som fx søvn eller dyb afslapning, og som kan opnås gennem mindfulness, meditation eller åndedrætsøvelser. Hypnose trækker altså på naturlige funktioner i hjernen, som vi alle kender.
Hjernen opererer på forskellige frekvenser, kaldet hjernebølger, alt efter hvilken aktivitet eller grad af vågenhed den er i. De primære typer er
· Gamma (høj koncentration)
· Beta (vågenhed, opmærksomhed)
· Alfa (afslappet vågenhed)
· Theta (afslapning, dagdrømmeri)
· Delta (dyb søvn)
I hypnose guider hypnotisøren personen til at komme i en afslappet tilstand, hvor hjernebølgerne svarer til dem vi har i dele af søvnen. (Alfa - Theta). Her nedtones den logiske, kritiske tankegang, vi har når vi er vågne og i gang, og der bliver lettere adgang til fantasien og de skjulte kreative ressourcer vi har. Den indre verden føles lidt mere ”virkelig”, og det vi oplever tillægges større betydning. Jeg bruger den tilstand til at finde frem til og arbejde med gamle traumer og deres virkning på nutiden, og til at finde nye forståelser og større selvomsorg. Jeg bruger særlige teknikker til at få adgang til ubevidste dele af bevidstheden, lidt som når vi drømmer, og til den viden, vi bærer i kroppen. Jeg oplever, at det giver en helt unik mulighed for at finde ny forståelse og løsner op for ting, der har været fastlåst.
Processen foregår nogenlunde sådan her:
Hjernen er en slags kontrolcenter for hele vores væren i verden. Den består af særlige celler (neuroner), der kommunikerer med hinanden gennem synapser. Når celler aktiveres, sender de signalstoffer gennem disse synapser, som opfanges af andre neuroner. Nervebanerne rækker ud i kroppen og sender signaler begge veje. Det foregår lynhurtigt og delvist ubevidst. De forbindelser, der aktiveres tit, vil ligesom muskler udvikle sig stærkere end dem, der ikke aktiveres. På den måde dannes det, vi kan kalde ”motorveje” i hjernen. Det er de parat- reaktioner - og tolkninger vi har, som vi aktiverer igen og igen helt uden at tænke over det. De er den fysiske pendant til basale antagelser og indeholder som regel både fysiske reaktioner, følelser, handlinger og tankemønstre. Via hypnose kan man tilgå disse mønstre og undersøge, hvor de er opstået. Ved hjælp af specielle teknikker kan man arbejde med de følelsesmæssige koblinger, der er skabt i nervesystemet, og åbne for nye veje, forståelser og muligheder.
Hypnosebehandling kan groft sagt deles op i 2 metoder:
· Induktion – hvor man bringer personen i en afslappet tilstand og inducerer nye følelser, tanke og handlemuligheder. Det bruges ofte til at afhjælpe specifik angst, ændre usunde livsvaner eller arbejde med dårligt selvværd.
· Udforskning – hvor man kan finde frem til fastlåste følelser og erindringer, der skaber problemer i nutiden. Det bruges fx til traumebehandling, relationelle og følelsesmæssige vanskeligheder, handlemønstre (de ting, vi havner i igen og igen og ikke formår at ændre) og fysiske problemer.
· Hypnosebehandling kan bestå af en kombination af de 2, sådan at man bruger udforskning til at finde vigtige aspekter eller ”roden” til det opståede problem og induktion til at åbne for nye mere hensigtsmæssige forbindelser.
· I hypnose kan man også arbejde med temaer gennem symboler og fantasirejser, lidt som en slags guidede drømme. Det er en anderledes og mere legende måde at arbejde med særlige temaer på og fungerer godt for både børn og voksne.
Det er vigtigt for mig at påpege, at oplevelsen og virkningen af hypnose kan variere og afhænger af både hypnotisør og den der bliver hypnotiseret. Måske netop derfor er der så mange forskellige opfattelser af hvad det er. Man kan ikke gennem hypnose manipulere et menneske til at gøre ting, der går imod dets værdier og personlighed, men det menneskelige sind er – også normalt – let at påvirke, så tro og overbevisning har en betydning for både oplevelse og virkning. Min erfaring er, at man gennem hypnose kan hjælpe til en ændret adfærd eller til at ændre følelsesmæssige blokeringer og uhensigtsmæssige tankemønstre. Ikke som en om programmering, men som en hjælp til nye måder at føle, tænke og fortolke på. Det letter så at sige processen væsentligt og giver ny og dybere forståelse. - Og så er det både nænsomt og interessant.


Kommentarer