At være med det svære- eller Post Traumatic Growth

Når der sker noget svært i livet- en stor forandring, en overgang, en forhindring, et tab eller noget andet- får vi det ofte svært. Vi ved ikke, hvordan man skal håndtere de følelser og tanker som følger i kølvandet, og de kan blive store og overvældende. Vi går i stå og føler, at vi vælter, mens verden omkring går videre. Eller vi prøver at rejse os op og komme videre så godt vi kan. For nogle går det godt for en tid, men på et eller andet tidspunkt indhenter det os.

Hvordan kommer man videre?

I vores moderne samfund er vi blevet lidt for vant til, at vi skal have det godt, det skal fungere, vi skal have styr på tingene, og livet skal helst være let og komfortabelt og ikke mindst forudsigeligt. Det er livet bare ikke. Måske derfor kan vi blive så slået ud, når noget slet ikke går let eller godt. Så er der jo noget galt, noget der skal fikses, og der er ikke langt til tanken ”Måske er det mig, der er noget galt med”.

Hver tid i livet har sin gave, omformuleret- sin læring. Om vi vil det eller ej.

Hver gang vi gennemgår noget svært, lærer vi. Vi får nye færdigheder, dybere forståelse og et rigere indre liv. Hvis vi går dybt, finder vi visdom vi ikke kunne have fundet ellers. Det er sådan det er. Vi ved det fra den fysiske verden. Jo mere du arbejder med noget, jo flere problemer du har løst, jo dybere viden har du, og jo dygtigere bliver du. Hvorfor skulle det ikke være det samme med livet selv?

Jeg hørte for nylig en krisepsykolog tale om

POST TRAUMATIC GROWTH

I modsætning til

POST TRAUMATIC STRESS

Det vil altså sige, at traumatiske oplevelser - store eller små – har potentiale til at hjælpe os videre, som individer, familier og samfund. Det betyder ikke, at svære hændelser ikke er svære, eller at vi skal underkende følelser og tanker og ”se at komme videre”. Det betyder, at hvis vi formår at være med det svære – alene og sammen, så kan det åbne for nye forståelser, dybder og muligheder.

Der er tusindvis af måder at gå igennem livskriser på. Det er godt, vi er jo også forskellige mennesker. Men der er nogle ting, der går igen.

·      For det første: De strategier og den forståelse af verden du havde før, slår ikke til. Her er plads til læring, og jo dybere du tør gå, jo større er den.

·      For det andet: Tro ikke du skal (kan?) klare alting selv. Det var aldrig meningen.

·      For det tredje: Måske er der en mening med, at du står lige præcis her (i hvert fald kan du lige så godt tage gaven med, nu det er sket).

Jeg driller ikke, eller undervurderer hvor svært det kan være. Tro mig, jeg har selv stået steder i mit liv, som jeg ikke ville ønske for min fjende, og hvor jeg bestemt ikke kunne se meningen, mens jeg var i det. Men I tilbageblik er det også (og ikke mindst) de ting, der har formet den, jeg er nu. Spørger nogen mig, om jeg ville have undværet det, tror jeg ærligt jeg kan sige nej. Min livshistorie har sin dybde og udvundet sin visdom gennem de ting, jeg har oplevet, og de har været en del af vejen til det liv, jeg har i dag.

Det er sindssygt vigtigt, hvordan vi går til de svære ting.

Her er noget, jeg lige vil forklare: Vores nervesystem er opbygget både til overlevelse og til udvikling. Overlevelsesdelen vil ALTID forsøge at holde dig i sikkerhed. Det betyder, at du har en stærk tendens til at undgå det, der føles ubehageligt, farligt eller utrygt. Skynd dig væk, undgå ballade og kom aldrig tilbage. Ofte, når der sker noget vi ikke selv er herre over, sætter dette system i gang ubevidst. Det behøver ikke være at flygte fysisk. Det kan også være i form af at retfærdiggøre, dømme, dulme, distrahere el.a.

En anden del af dig vil gerne lære, udforske, være nysgerrig og blive klogere. Den ved, at hvis du vil nå dit mål eller udvide din horisont, eller hvis du vil bedst muligt videre i livet, må du nogle gange fortsætte, selv om det er svært eller føles utrygt. Det er den, der oftest bringer folk til min dør.

Hvis vi kæmper videre mod verden (udadtil) eller mod os selv (indadtil), skaber vi afstand til det, vi ikke føler vi kan være med, og så kommer vi ikke tættere på gaven. Kunsten er at opgive at komme væk fra det, og i stedet gå igennem. Det er der, gaven findes.

Hvordan gør man så det?

Nænsomt og med hjælp.

Kig lige igen på de 3 punkter jeg skrev tidligere:

·      For det første: der skal nye strategier og ny indsigt til. Vi har brug for inspiration og støtte til at se situationen fra nye vinkler. Måske også til at få afprøvet og/ eller bekræftet vores egne.

·      For det andet: Hvordan har vi fælles fået den sindssyge ide, at vi hver især skal kunne klare alting selv? Det er slet ikke det, vi er skabt til. Vores nervesystemer er bygget til at kunne bede om og tage imod støtte og inspiration fra andre, og vores samfund og fællesskaber fungerer langt bedst, når vi gør. Sats på tilliden og lad andre mennesker se, at du ikke altid har styr på det.

·      For det tredje: Vælg dit perspektiv med omhu og hjerte. Vælger du at se dig og din situation som offer for tilfældigheder, eller for verdens ondskab og uforudsigelighed, vil du bevare dit system i overlevelse, og det vil være svært hvis ikke umuligt at komme til et bedre sted – vælger du at se, at der kan være en mening med tingene, at det er vilkårene i det liv, der også byder på så meget kærlighed og skønhed. Du kan bruge din situation til at vokse og finde dybere forståelse, større taknemmelighed, tættere forbindelse, mening og måske erfaring der kan hjælpe andre.

Der ligger altså et aktivt valg, der afgør hvor svært og hvor langsommeligt det bliver at komme videre. At gå ind i tingene er ikke let, og det tager stadig tid. Måske lang tid. Men hver gang vi har turdet være sårbare og på gyngende grund, bliver vi lidt mere modige, lidt mere ok, lidt mere autentiske. Hver gang vi har åbnet op bliver vi lidt mindre alene.

Se dig omkring. Hvad end vi mennesker gør for at få styr og orden på verden, bliver den ved med at gøre sine egne ting. Vi kan ikke styre hverken naturen eller hinanden. Ikke engang os selv. Og når vi prøver, bliver livet indelukket, fattigere, ude af balance. Lad livet være – levende. Følg med så godt du kan. Når det bliver svært, så ræk ud, vær tålmodig med dig selv, og øv dig i at have det hele.

Livet handler ikke om at være ovenpå. Det handler om at gøre det helt. At smage på og lære af. At lave fejl og blive bedre. At mødes og følges og skilles igen. At være hinandens inspiration, glæde og udfordring.

Selv de sværeste ting kan skabe vej for nyt liv, dybere forståelse, nye muligheder, større selvværd og større kærlighed.